Alting hænger så vidunderligt sammen

”Det daglige arbejde har krav på ens førstekræfter. Men min kone, der altid er meget lydhør over for mig, hun mærkede det ikke. Min gode ven Lars Munch, der er direktør for JP/Politiken, sagde: ’Hold da op, du har tabt dig. Hvad har du gjort?’ ’Ikke noget’, svarede jeg. ’Kan du så komme til lægen i morgen!’. Det gjorde jeg. Det er tre år siden.”

”Jeg er erklæret rask. Det er bare al den træthed inde i kroppen. Jeg er dinglevorn, men man vænner sig til altid at være op ad en væg eller et gelænder. Jeg har fået taget så mange prøver, det skulle være godt undersøgt. Men både at ryge og drikke for meget er ikke stimulerende for en svækket organisme. Men lad nu det ligge.”

”Jeg havde nok undervurderet karakteren af min sygdom. Jeg er blevet mere labil og er ikke den samme fra time til time. Jeg har været her i 25 år, fem-seks år på Glyptoteket og tre år som leder af Statens Kunstfond. Jeg har skrevet et hav af bøger. Jeg har haft en stilling, hvor jeg synes, det er vigtigt, at der er et jugement og noget tilregneligt over det. Men jeg lader mig gå på af flere ting, er modløs.”

”Jeg var meget syg. Jeg lå oppe i haven ved sommerhuset ved Havnsø ved Kalundborg under et stort poppeltræ, som jeg holder meget af. Bladene raslede som vand. Jeg lå og lavede en prædiken over Nikodemus, der kommer til Kristus for at tale om genfødsel. De taler om vinden, der går, hvor den vil. Jeg kom til at tænke på, at skidt med genfødsel og evigt liv. Hvis jeg har tre år tilbage, vil jeg bruge dem bevidst. Jeg vil plante en pind og se, hvad der sker. Det er oplevelsen af det nære.”

”Det med det evige liv siger mig ingenting, men det gør en opmærksomhed i det øjeblik, der omgiver en. Sådan en dag, hvor jorden er tør, det begynder at regne, og man kan lugte mulden igen – du bliver rørt ved på en anden måde i dine sanser.”

Har du fået en anden bevidsthed om døden end før?

”Jeg går ikke rundt i nogen dødsangst, men der er kommet en ny og skærpet opmærksomhed på, at det her går mod enden. Og jeg spekulerer på andre tidspunkter, hvor jeg ikke har været opmærksom. Jeg har nok en dødsbevidsthed – jeg er måske død om tre måneder. Derfor holder jeg meget af landet og de skiftende bølger af mennesker og naturen. Det er, som har en hånd strøget på det og givet det blødere kanter. Jeg holder meget af Grundtvigs salme ’Kom i den sidste nat’. Livets skønhed og korthed, der er lagt ind i den, bevæger mig altid meget.”

”Jeg har haft mange glæder. Det at vokse op ved fjorden – fywren – du får en vældig bevidsthed omkring alt det, der omgiver dig. Al den overlevelse og skønhed, der er gemt i naturen. Jeg fik, fra jeg var ung, en stor glæde ved at følge guldalderen, der kom fra københavner-civilisationen for at slå sig ned i provinsen ved Limfjorden og i marsken, hvor jeg boede et par år og blev meget glad for Emil Nolde. Jeg har ingenting ikke at være glad for. Vi får alle nogle knubs. Det er ikke det, der er det væsentligste. Det er nok, om man lever sit liv på en ordentlig måde. Om man bruger sig selv og sine anlæg på en stueren måde. Livet er en betroet ting efter min mening.”

Hvem har betroet os livet?

”Jeg er salmebogskristen og kan godt lide at hvile i alle de tanker, der er lagt ned der. Det er fint til mit brug. Hele opstandelsen ligger for mig i en vældig kraft i verden. Det er ikke natur, heller ikke en fornemmelse af en mand med langt hvidt skæg, der sidder i himlen. Det er som noget, jeg oplevede som barn. Jeg havde haft en forfærdelig nat og stod ved daggry ved vinduet og så en tågeskikkelse gå ud ad poppelalleen. Pludselig var der en fornemmelse af godt nærvær i alting omkring mig. For mig er den skikkelse en kraft og en godhed derude, der er større end andre kræfter, og som med hele sin tilstedeværelse er en garanti i min lille tilværelse.”

Er det Kristus eller Gud?

”Det er nok helst ikke det, jeg vil sige. Der er en verdensånd, et verdenshjerte, der får det hele til at hænge så vidunderligt sammen. Jeg har gået i søndagsskole og lært salmevers udenad, og det har ikke styrket min kristendom. Men når du som Grundtvig siger i salmen ’Vidunderligst af alt på jord’, at ’dets glans opstår som aks i vang som maj i bøgeskove’, får det en helt anden fylde og anvendelighed i mit liv. Det hører hjemme i en alnåde, som har en grokraft.”

”Både-og. Når du er 59 eller 55, bliver du grebet af en større forsagthed over at være på vej ud af livet. Jeg har lavet mange spændende ting, der ikke skulle være troet muligt. Der er kommet en anden lune i ens nære forhold. Der er nogle ting, der er slut, og det var ens egen fejl, at man troede, de var det eneste saliggørende. Grinestunderne og ømhedsstunderne får en anden dimension. Præstationerne er ikke så afgørende mere. Jeg har lavet mange ting, men hvor lige præcis, jeg selv kom ind, er ikke så vigtigt mere.”

”Det, der er vigtigt, er banalt sagt, at man giver en nogenlunde smuk verden videre. Det kan godt være, at det ikke rammer vores børn, men så vores børnebørn, at vi ved, hvor store trusler klimaforandringerne udgør. Der er en hensynsløshed og råhed i, at vi godt ved det, men det må andre tage sig af. Der er noget, vi burde behandle med en større ømhed uanset hvem, der skal have det.”

Når du ser tilbage på dit livsværk, er det så med tilfredshed?

”Det ved jeg ikke rigtig. Jeg var meget ked af at blive skilt i sin tid. Det betragter jeg som et svigt. Jeg har et meget godt forhold til min tidligere kone. Der er nogle ting, hvor jeg tænker, at jeg skulle have holdt ud. Der er mange ting, der har hakket i ens selvopfattelse. Men når jeg prøver at samle mig selv i et blik, synes jeg egentlig, at jeg har brugt mit liv udmærket og anvendt de betroede talenter, jeg har, og også med en vis opmærksomhed mod andre mennesker.”

”Der er en arv, jeg har prøvet at respektere og bringe videre. En troskab over for og glæde over alt det givne – naturen og alt omkring en og en fastholdelse af værdier, der rakte op gennem tiden. For eksempel alt det, der ligger i det kristne. Alt det buddene fortæller os om, når mennesker handler smukt ved enhver given lejlighed.”

”Forfatteren Nis Petersen elskede sin gamle bedstemor. Hendes yndlingsfrugt var appelsinen, fordi den er så delelig. Det er det, vi skal i det omfang, vi kan. Og være meget opmærksomme på, at vi i vores egoisme ikke begår større forbrydelser mod miljø og omgivelser end nødvendigt. Min mor sagde altid: ’Jeg kan ikke forstå, at det skal være nødvendigt’. Et lidt bøvlet udtryk. Men når man gør noget, må man mene, at det er fordi, det er nødvendigt.”

”Nu glæder jeg mig til at blive mere fastansat i min have. Jeg elsker, når noget gror.”