Tekst: Mathias Sonne Mencke
Foto & video: Julie Meldhede Kristensen
22. oktober 2020
”Anbragt bag tremmer” er en artikelserie i tre kapitler. Dette er tredje kapitel. Har du ikke læst de andre kapitler, anbefaler vi, at du begynder med første kapitel. Find det her.
”Ingen adgang” står der på døren til afdeling Nord om morgenen på tredjedagen. Rygtet vil vide, at der i ly af natten er ankommet en ny beboer, og i køkkenet til morgenbriefingen venter pædagogerne i spænding på nattens rapport.
Den overnattende pædagog, Louise, ser træt ud – hun har efterhånden været på arbejde i et lille døgn. I nat blev hun vækket, da to betjente ankom med en pige, vi kalder K, klokken fem. Forinden havde politiet fundet hende hos sin kæreste efter tre uger på flugt fra kostskolen, hvor hun var anbragt. Hun var påvirket, da politiet fandt hende, så lige nu ligger hun og ”sover den ud” i et rum, der ligner detentionen.
Dette er tredje og sidste del i fortællingen om fire anbragte unge på afdeling Nord – en sikret døgninstitution for dømte og kriminalitetstruede børn og unge på Djursland. Her er murene høje, dørene låst, mobilerne inddraget og rummene overvåget. De unge er spærret inde, så deres problemer i den virkelige verden kan holdes ude. Kristeligt Dagblad er flyttet ind i tre dage. De to foregående dage har de unge bid for bid fortalt dele af deres historie. De har fortalt om deres fortid, og deres håb for fremtiden. Denne del undersøger det spinkle grundlag, som de unges håb hviler på.
”Det startede egentlig fint,” siger Louise. ”K var ganske rolig, men da jeg så bad hende aflevere sin mobil, gik hun helt amok og råbte og skreg og sagde: ’fuck, det her sted – I tager min ungdom fra mig’. Til sidst brød hun fuldstændig sammen, og jeg lagde armen om hende. Hun tog imod den. Hun er bare så lille og spinkel,” siger Louise så og læser op fra journalen.
Pigen hedder K. Er 14 år. Bruger extra-extra-small i tøj og størrelse 34 i sko. K er flyttet meget rundt, hvorfor informationerne fra de sociale myndigheder er begrænsede. I journalen står der dog, at pigens udvikling er ”meget bekymrende”. Hun har lavet småkriminalitet som hærværk og tyveri og tjener penge ved prostitution. Hun ryger hash og drikker, og så har hun en mulig spiseforstyrrelse.
Jens, afdelingslederen, tager ordet: ”Til orientering så er hun overbevist om, at hendes mor får hende ud herfra om lidt, så vent lidt med at spørg hende, hvordan hun vil fejre fødselsdag her.”
”Ja,” supplerer Louise: ”Jeg har netop talt med moderen, og hun lader til at være meget glad for, at K er her. Hun siger, at det er første gang i flere måneder, at hun har følt en ro. Faderen virker mere ligeglad. Han var bare sådan ’nå, okay, ja, hej’.”
Pædagogerne aftaler, at de i første omgang skal notere sig den nye beboers spisevaner og madindtag for at få afklaret, om hun vitterligt har en spiseforstyrrelse.
Snakken går videre, og pædagogen Kaj siger, at han apropos spiseforstyrrelser lige har hørt fra en tidligere anbragt på Nord ved navn L.
”L,” siger Louise og lyser op.
”Det går desværre ikke så godt. Hun har lige valgt at udskrive sig selv fra den psykiatriske,” siger Kaj.
”Hvad havde hun nu spist,” spørger Louise.
”Batterier,” svarer Kaj.
”Åh nej. Jeg kan huske, dengang hun var her og tømte en hel tavle for magneter. Hun spiste alt, også kuglepenne og blyanter...”
Kaj viser beskeden, hun har skrevet:
”Det hele er på plads. Snart flytter jeg i egen lejlighed. Jeg glæder mig,” står der.
”Hvis man ser bort fra hendes selvskade, så var hun jo helt normal,” siger Louise.
Kaj nikker bestemt: ”Hun var empatisk og spurgte også ind til os. Hun var så omsorgsfuld – også for de andre beboere.”
”Det sker bare så sjældent,” siger Louise.
”Ak, ja,” siger Kaj og bliver så alvorlig: ”Og nu har hun udskrevet sig og flytter i egen lejlighed. Det er så tragisk, for vi ved jo godt, at det ender med, hun dør.”
Hvad er et godt liv? Jeg var dårligt ankommet til Nord, da en af pædagogerne, Anders, lod spørgsmålet dvæle i luften. Han beskrev, hvordan ungegruppen har ændret sig i den periode, han har arbejdet på Nord. Tidligere var de unge på den sikrede døgninstitution stort set alle ungdomskriminelle, viklet ind i bandekonflikter og anbragt i varetægt, mens de ventede på en voldsdom.
I dag er det anderledes. I 2019 var hver tredje således socialt anbragt mod blot hver 20. 10 år tidligere. Udviklingen er dilemmafyldt, for spørgsmålet er, om det er etisk forsvarligt at spærre en socialt udsat ung inde med ungdomskriminelle og fratage vedkommende basale frihedsrettigheder, såsom at kunne ringe til sine forældre, når man har lyst.
”Jeg ved godt, at det kan lyde lidt kynisk,” siger Anders: ”men jeg er holdt op med at tænke for meget over, hvad der sker med de unge, efter at de har været her. Måske er det for at passe lidt på mig selv. Selvfølgelig ved jeg, at nogle har klaret sig godt, men jeg kender også til unge, der er døde... Jeg tror måske, forventningerne til, hvad vi som samfund tænker, er det gode liv for de her unge, er for store. For nogle af dem, der bor her, er det gode liv måske en tilværelse på livslang kontanthjælp, så længe det er uden stoffer og misbrug.”
I FN’s børnekonvention står der, at anbringelser på sikrede afdelinger som Nord ”kun må bruges som en sidste udvej”. Hvad institutionerne skal være udvejen for, nævner artikel 37c intet om.
I sin forskning prøver lektor på Københavns Professionsskole Ann-Karina Eske Henriksen at komme svaret nærmere. I næste uge udgiver hun og en kollega bogen ”Sidste udvej: om at anbringe og blive anbragt på sikret institution”, hvor hun blandt andet har gennemgået, hvorden 28 børn og unge, der i gennemsnit var socialt anbragt 124 dage på sikrede afdelinger, klarede sig efterfølgende.
”Vi kan se, at de socialt anbragte unge tit oplever en midlertidig forbedring, når de anbringes og får regelmæssig søvn, god kost og kommer i skole, men vi kan samtidig se, at forbedringen ikke er holdbar. Der går ikke ret lang tid, fra de kommer ud, til at de igen har stort set den samme adfærd – når der er gået et par uger, så er de ofte tilbage i den samme rille, som før de blev anbragt på den sikrede. Spørgsmålet er, om vi i sidste ende som samfund kan stille os tilfredse med, at fire måneders frihedsberøvelse resulterer mere eller mindre i status quo,” siger hun.
Simone, Thilde og Paulina, der alle er socialt anbragte på Nord, og som jeg har tilbragt de seneste to døgn med, er ikke i tvivl. Fremtiden er lysere i dag, end den var, før de blev anbragt. Håber de.
På sit værelse sidder 17-årige Simone alene på sin seng. Over hendes skrivebord har hun hængt et citat, som hun fik af en lærer i en af de mindre klasser.
”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert,” står der, og Simone siger, at det er et Pippi Langstrømpe-citat.
”Min lærer sagde, at jeg mindede hende om Pippi. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg hænger det altid op, når jeg kommer et nyt sted hen.”
De tre dage er fløjet. Om lidt afleverer jeg min nøgle og min sikkerhedsalarm, og institutionen sletter mit fingeraftryk og min kode.
Simone nævner, at vi aldrig fik afgjort vores bordfodboldkamp, der blev afbrudt ved stillingen 7-7.
”Det må blive en anden god gang,” siger jeg.
Simone siger, at det ikke kommer til at ske, og i et øjeblik bliver der helt stille.
”Hvor finder jeg dig om 10 år,” spørger jeg.
”Måske er jeg i Australien... eller måske i Canada sammen med en mand. Vi står op sammen hver morgen og går på arbejde og kommer hjem og spiser aftensmad.”
Er det din drøm?
Simone ryster på hovedet. Bestemt som Pippi.
”Det er min plan.”
Det er tre måneder siden, at Kristeligt Dagblad forlod de unge på afdeling Nord. I mellemtiden er både Simone, Thilde og Paulina flyttet fra den sikrede afdeling for på ny at blive anbragt forskellige steder rundt om i landet, mens Rasmus Pedersen fortsat er anbragt i varetægtssurrogat, mens han venter på at komme for retten.
I august ringede 15-årige Paulinas far til Kristeligt Dagblad. Datteren, fortalte han, var som planlagt flyttet fra Nord på Djursland for i stedet at blive anbragt på hendes forhenværende åbne anbringelsessted i Midtjylland. I telefonen virkede faderen oprørt. Han sagde, at der var gået små to uger, fra Paulina igen var blevet anbragt på sit tidligere opholdssted, til hun nok engang stak af, og ingen vidste ifølge faderen, hvor hun var. På Nord havde hun fortalt mig, at hun havde planer om at stikke af med sin 10 år ældre ”kæreste”, men faderen afviste det som en mulighed. Den 25-årige ”kæreste” og Paulina var ikke længere på talefod, da det havde vist sig, at han var i et andet forhold ”med kone og vist nok også børn”. Nogle dage senere vendte Paulina imidlertid tilbage til bostedet – denne gang indstillet på at blive.
Da jeg får fat i Paulina i oktober, siger hun, at planen fraset en enkelt afstikker – til den 25-årige forhenværende ”kæreste” – er lykkedes. Hun virker glad og siger, at ”der er kommet ro på”, og at hun er begyndt at gå meget op i sin skole. Hun drømmer stadig om at lave rapmusik, men siger, at det er svært, når hun ikke længere er sammen med pædagogen Kaj fra Nord. ”Jeg har spurgt ham, om vi kan mødes og indspille snart,” siger hun.
17-årige Simone er flyttet i egen lejlighed med bad og køkken i et boligkompleks med andre unge under 18 år. Det lykkedes hende ikke at få beskyttet adresse fra sin far, som hun fortsat frygter vil opsøge hende på voldelig vis. Af samme grund vil hun ikke have, at Kristeligt Dagblad skriver, hvor hun bor. Angsten for, at hendes far skal opsøge hende, betyder, at hun har gemt knive og værktøjer forskellige steder i lejligheden, så hun kan forsvare sig. Selvom angsten er aftaget en anelse, siden hun flyttede ind i august, har hun stadig umådeligt svært ved at sove om natten. Hun ligger ofte i flere timer og læser og tænker og vender og drejer sig. For tiden læser hun en bog, der hedder ”Lær at leve igen”.
Simone tager fortsat ingen sovemedicin, siger hun. Hun har også holdt sig clean, selvom hun flere gange har været fristet til at ryge en joint. Det er særligt, når hendes gamle venner ringer og spørger, at hun tænker: ”det kunne være hyggeligt at chille ud”. Men Simone fortæller, at hun takker nej hver gang – ”det har simpelthen for store konsekvenser”. De sociale myndigheder holder nemlig øje med hende, siger hun og fortæller, at hun risikerer at blive smidt ud af lejligheden og uddannelsen, hvis hun tager stoffer.
Ellers går det godt, siger hun. For en lille måned siden begyndte hun på en dyrelinje på en såkaldt forberedende grunduddannelse, hvor klassekammeraterne tilmed virker flinke. Hun siger, at hun endnu ikke har fået nogen nye venner, da det er grænseoverskridende ”med så mange nye mennesker”. Hun fortæller, at hun stadig ikke er ”komfortabel” i sit nye liv. Når hun bliver det, vil hun starte til sporten Rollerderby, så hun kan få nogle gode venner.
Thilde på 17 år siger, at hun ikke har lavet så meget, siden hun blev rykket fra Nord til et anbringelsessted på Midtsjælland. ”Jeg har mest bare siddet her inde på værelset og fået tiden til at gå ved at snakke i telefon”. Hun kæmper en daglig kamp for at holde alkoholmisbruget på afstand og siger, at det er svært, når der ikke er de samme faste rutiner, som der var på Nord. Men det går nogenlunde, selvom hun indrømmer, at hun har været til nogle fester, hvor hun valgte at drikke – også spiritus. Dagene efter har hun haft dårlig samvittighed. De fleste gange formår hun dog at sige nej til alkoholen, siger hun – selvom det er svært, særligt ”når jeg er ked af det eller oplever angst i forhold til at møde de andre unge på bostedet. Der kan alkohol jo hjælpe lidt”. Når trangen er størst, ringer hun ofte til en veninde, der er anbragt på et andet bosted, og som også er tørlagt. ”Hun forstår mig. Hun ved, hvor svært det er,” siger Thilde.
Jeg spørger Thilde, hvordan den unge kvinde, der blev anbragt på Nord adskiller sig fra den unge kvinde, hun er i dag.
”Jeg har slet ikke lyst til at gå amok mere. Jeg tror egentlig, at det er der, jeg er blevet hjulpet mest, for sådan var det ikke før. Der smadrede jeg alt og satte ild til ting. Siden jeg kom her, er jeg ikke gået amok. Jeg føler ikke den der vrede længere.”
Om få måneder fylder Thilde 18 år. Til den tid skal hun stå på egne ben, da en stor del af de støtteordninger, hun har modtaget i sin tid som anbragt, ophører. Thilde siger, at hun er ”lidt bange”. Vi aftaler at tales ved, når hun om lidt bliver voksen.
Sådan gjorde vi
De unge og deres pårørende er anonymiseret i artiklen. Det gælder både navne og stedsangivelser. Deres identiteter er kendt af redaktionen. De unge og i videst muligt omfang deres forældre har givet samtykke til at deltage. Paulina, Thilde og deres forældre har givet tilladelse til at bringe ikke-slørede fotografier.
Lederne af Nord har læst og kommenteret artiklerne inden publiceringen. Af hensyn til pædagogernes sikkerhed benyttes kun fornavne.
KREDITERING
